Den kemiske behandling (bejdsning) af metaller,
er i dag en af de mest effektive måder at
behandle de mange typer af metaller, der bliver
brugt i industrien.
Typisk eksempel på korrosion
Rustfrit stål kan ruste!
Forkert valg eller
behandling af rustfrie ståltyper kan give
korrosionsproblemer. Skal dette materiale bruges
korrekt, er grundigt kendskab en vigtig
forudsætning.
Kan rustfrit stål ruste?
Under visse omstændigheder - ja.
Egenskaberne, der gør stålet modstandsdygtigt
over for korrosion, kan ødelægges under
eksempelvis en bearbejdningsproces. Den slags
ting skal man vide, når man bearbejder et
materiale. I takt med den stigende anvendelse af
rustfrit stål har det vist sig, at alt for få
ikke er i besiddelse af den nødvendige
ekspertise. Dette forhold kan i mange tilfælde
føre til kvalitetsproblemer. F.eks. var en
svømmehal nødt til at lukke bare 5 måneder efter
åbningen pga. alle konstruktioner i rustfri stål
var angrebet af rust.
Klik her
for at læse mere.
Pas på overfladen
Rustfrit stål er en
legering bestående af et basismateriale, jern
(Fe), samt legeringsmetaller. Sidstnævnte udgør
i de fleste tilfælde Krom, Nikkel, Titan eller
Molybdæn. Netop legeringerne forøger stålets
evne til at modstå korrosion.
Helt nøjagtigt beror rustfrit ståls gode
korrosionsbestandighed på dannelsen af en tynd
usynlig beskyttelsesfilm, en såkaldt Oxydhinde.
Den består hovedsageligt af legeringsmetallet
kroms
oxid. Hindens tykkelse er i størrelsesordenen 60
til 80 Ångstrøm, hvilket svarer til området 0,06
- 0,08 µ dvs. ca. 10 x
tyndere end et menneskeligt hår. Ved
mekanisk bearbejdning (eksempelvis slibning)
eller termisk bearbejdning (for eksempel
svejsning) beskadiges denne overfladehinde.
Tegnene på, at der er noget galt, kommer til
udtryk gennem anløbsfarver eller rustpletter.
Symptomerne kan også være forårsaget af
urenheder, som er presset ind i overfladen på
stålet under formgivningen (for eksempel
valsning eller bukning). Korrekt omgang med det rustfrie
stål indebærer derfor fjernelse af
overfladeurenhederne samt iagttagelse af
forholdsregler til genopretning af oxidhinden.
Bejdsning er en kemisk kur som virker
Et ofte
tilbagevendende spørgsmål fra de bearbejdende
virksomheder omkring fordele og ulemper ved
kemiske samt mekaniske behandlingsmetoder er, at
mekaniske behandlinger som glasblæsning af
svejsesømme og slibning af overflader, forringer
stålets bestandighed mod henholdsvis grubetæring
(pitting) samt korrosion.
Virksomhedernes konklusion bliver derfor, at
rustfri ståloverflader behandles bedst med
kemiske metoder.
Bejdsning
A.H. International anser
bejdsning for at være en god behandlingsløsning.
Ved brug af bejdseprodukter er der mulighed for
anvendelse af forskellige skadestofs minimerende
typer, som for eksempel bevirker kort bejdsetid
eller blegning af overfladen, Bejdsetiden ligger
mellem 1/2 og 4 timer, alt afhængig af ståltype,
bejdse, temperatur samt graden af emnets
urenhed. Mængden af bejdsemiddel er ligeledes
knyttet til disse parametre og ligger i området
1/10 til 1/2 kilo per kvadratmeter alt efter
bejdsemetode.
En god bejdse indeholder normalt omkring 5
procent flussyre og 20 procent salpetersyre
samt, som den vigtigste komponent, 1 procent
tenside. Sidstnævnte opløser overfladespændingen
på eventuelle fedtstoffer og modvirker dermed
skjold-dannelse.
Som praktisk eksempel kan nævnes behandling af
en svejsesøm. Her kan bejdsepasta, påført med en
syrefast pensel, bruges. Den nødvendige
pastamængde til løsning af opgaven er betinget
af varmezonens bredde og udgør mellem 0,6 og 1,2
kilo per 100 meter svejsesøm. Når bejdsepastaen
har siddet i 30 til 120 minutter, skylles der
efter med vand.
Er der tale om store emner, kan bejdsen
sprayes på. Det sker ved et tryk på omkring 3 -
6 bar. Til formålet benyttes en bejdsetype
tilsat en rød indikator.
Nedenstående billeder er en rustfri stål bænk, som er placeret
på en banegård. Bænken er blevet angrebet af jernpartikler fra togvognenes hjul, der er opstået
i forbindelse med nedbremsning af toget. Her
bliver bænken renset med Pelox M.